Kortforsyningens downloadportal vinder pris

Kortforsyningens portal til download af geodata, download.kortforsyningen.dk, har vundet førstepræmien i kategorien ”avanceret integration” ved Danish Drupal Awards 2016 

Danish Drupal Awards er en dansk konkurrence, som anerkender de virksomheder, der har taget content management systemet Drupal til sig og udnyttet dets potentiale.
På download.kortforsyningen.dk kan brugerne hente geodata i forskellige udsnit og formater og arbejde videre med dem lokalt, fx i GIS- og CAD-programmer. 

Om tildelingen af prisen udtaler Anders Raahauge, som er den ansvarlige kontorchef for Kortforsyningen:

”Jeg er stolt over, at vores løsning har vundet prisen. Vi arbejder løbende med at gøre data tilgængelige, så det er glædeligt at løsningen, på trods af sin tekniske kompleksitet, giver brugerne en enkel indgang til de frie data, og derfor bidrager til at data bringes i spil og anvendes. Vi har i Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering stort fokus på at sikre adgang til gode data, som kan skabe værdi for samfundet og bidrage til udvikling og vækst”

En teknisk kompleks løsning

Løsningen, der løb med prisen, er udviklet i samarbejde med Kortforsyningens Drupal-leverandør, Adapt A/S, og blev lanceret i sin første version den 1. januar 2013 i forbindelse med at geodata blev gjort frie.
Løsningen er udviklet med integration til et omfattende webshop-modul, der hedder Drupal Commerce. Drupal Commerce er bygget ved brug af Drupal 7, som er let at tilpasse og justere efter behov.  

Løsningen sikrer let adgang til bestilling af såvel færdige, som brugerdefinerede udtræk af mange forskellige datasæt samt efterfølgende levering af de ønskede data.
Det er en teknisk kompleks løsning, hvor der også er udviklet et tilhørende bruger- og rettighedssystem, som styrer adgang til hele Kortforsyningens produktportefølje.  

Downloadportalen i tal

På en gennemsnitlig måned bestiller 2000 brugere 12.000 downloads. Det svarer ca. til 2 TB data.

For yderligere oplysninger

Se også nyhed på Adapts hjemmeside

Se portalen for download af data

Kontakt

SDFE, datadistribution, dad@sdfe.dk

________________

25 maj 2016