Danmark i Minecraft lukker

Alt godt har en ende, og efter syv år med Danmark i Minecraft på Kortforsyningen er det nu tid til at lukke.

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering lancerede Danmark i Minecraft i 2014 som en demonstration af potentialet i de åbne og frie grunddata. Siden da er der sket meget både med de bagvedliggende data og Minecrafts formater, og vi kan nu konstatere, at modellen er utidssvarende. Derfor er tiden til at sige farvel rigtig.

En tour de force i data

Danmark i Minecraft er en 1:1 gengivelse af Danmark i computerspillet Minecraft, og er bygget på rigtige data fra GeoDanmark, DAGI, Danmarks Adresser samt Danmarks Højdemodel, og har til formålet fået udviklet sin egen kortprojektion. Alle de data, der indgik i grunddataprogrammet, der lod sig modellere, og som var tilgængelige ved frigivelsen af data, er medtaget i modellen. Alle landets veje, bygninger, lygtepæle – selv hegn er med. På trods af det ”klodsede” format (mindste enhed er 1x1x1 m) var genkendeligheden blandt målgruppen stor, og lysten til at indrette sit ønskehus, beplante det lokale rådhus og - i særdeleshed - omdekorere skolen ikke mindre. Modellen var designet til at kunne anvendes i skolesammenhæng og tilbagemeldingen fra positiv.

Modellen har verdensrekorden som første genskabelse af et land i målforhold 1:1 i et computerspil og indeholder 4.000.000.000.000 (4x10^12) klodser.

En hektisk måned

Danmark i Minecraft blev åbnet både som download og online servere i april ’14. Det vil være en underdrivelse at postulere, at vi havde undervurderet populariteten af Minecraft. Danmarks Radio havde ved en fejl lagt en nyhed på nettet før den officielle lancering, og med internettets hast blev det spredt over hele kloden. Modellen blev besøgt af stort set hele verden, og fik fine ord med på vejen af CNN, BBC, Bloomberg og andre store mediehuse. I de første to måneder alene var der 300.000 unikke downloads og mere end 30.000 besøgere på serverne. Det havde vi ikke regnet med.

En kort video med instruktion – uden lyd – har på Kortforsyningens hjemmeside fået knap en mio. kig. Der gik ikke lang tid før end andre minecraftere downloadede data, og åbnede deres egne servere, og SDFE kunne dermed drosle ned på serverdrift. Pointen om potentialet i de frie geografiske grunddata var slået grundigt fast.  

Hvad sker der nu?

Danmark i Minecraft kan downloades fra Kortforsyningen indtil 31.12.2020. Det er stadig tilladt at benytte de downloadede data.

For yderligere spørgsmål kan Thorbjørn Kjærshøj Nielsen kontaktes på thoni@sdfe.dk

 

________________

12 oktober 2020